Det illustrerer på fineste vis en ydre afspejling af en indre sandhed: Når vi stræber efter det fuldkomne, stræber vi efter at opløse vores personlighed i perfektion.

Hvis du kigger dig omkring, vil du opdage, at jo mere, man stræber efter det fuldkomne, des mere udviskes ens personlighed. Det skyldes, at fuldkommenhed virkelig er fuldkommenhed, og derfor kan det ikke være to forskellige ting. Den fuldkomne kærlighed er altid den samme, og derfor slutter filmen, når den er nået, for det ville være dødsens kedsommeligt for alle andre end dem selv at se de to elskende blot nyde deres kærlighed.

Den fuldkomne materielle succes er på samme måde komplet forudsigelig og uoriginal. Den handler altid om at eje fire huse og tre luxusyachter og styre rundt med et succesfuldt firma fra sin private jet og have en smuk kone/mand og nogle fuldkommen velopdragne børn, der passer deres lektier. Vi ville gerne være der, men hvor sjovt er det at være sammen med? Der sker jo intet uforudsigeligt. De riges fritid er så banal og kedsommelig, at de er nødt til at købe sig til oplevelser i dyre domme, for de kan ikke lave dem selv.

I vores drøm om det fuldkomne liv er der ingen frygt, der kan få os til at ryste på hånden, ingen uudslukkelig længsel, der kan få os til at svigte. Der er total fred. Og når man ind imellem er fuldstændig udmattet af at stræbe, er der drømmen om "det lille hus på landet". Det har vi alle liggende i vores hjerte, for det er jo først og fremmest en tilstand. Total harmoni. Total fred. Uendelig hygge. Alt er fuldkomment. Det er dét, vi stræber efter. Total fred. Total forudsigelighed. Fuldstændig kedsommeligt. Helt upersonligt. Og slet ikke enestående eller originalt.

Også den indre stræben har sit upersonlige mål: Den Fuldkommen Oplyste. Ham eller hende – og på det tidspunkt er det personlige blevet så udslettet, at det oven i købet er helt ligegyldigt, hvilket køn de har, de er bare oplyste – med det dybe, forstående, alkærlige blik, den fuldstændige hvilen i sig selv, den totale fred. Vi ved alle sammen, hvordan den fuldkommen oplyste ser ud, bevæger sig, handler og taler. Vi ved det så godt, at vi kan rejse rundt og vurdere, hvem der er oplyste, og hvem der ikke er det. Det kan da godt være, at der er et par enkelte kynikere, der vil sige, at ingen af de oplyste er andet end svindlere, men de vil ikke være uenige i kriterierne for, hvad det vil sige at være oplyst. Hvis nogen render rundt med en stor hammer og slår løs på små dyr i græsset, så ved vi alle sammen, kynikere som ikke-kynikere, at vedkommende ikke er oplyst.

Vi har masser af billeder af det fuldkomne ude i verden. Mennesker, der tror, at billederne af det fuldkomne kun findes ude i verden, vil aldrig forstå, hvorfor billederne har en sådan tiltrækningskraft. Men selv vil de søge at forme deres liv efter den samme fuldkommenhed, de vil stræbe efter den samme fred og harmoni, ganske uden at tænke over det. Det sker af sig selv. Hvorfor mon det sker af sig selv?

Hvorfor ved vi altid, når vi har opført os dårligt? Hvordan kan vi skamme os over det bagefter? Hvordan er det overhovedet muligt at fordømme sig selv? Er det noget, vi har fået banket ind i hovedet af vores forældre? Men så er de jo enige med alle verdens store religioner på tværs af alle kulturforskelle. Reglerne for fuldkommenhed er ens over hele verden. Enhver religion, som nogen gider regne med, fortæller os, at grådighed er noget skidt. Nogen vil måske mene, at den skal håndteres ved at blive levet ud, andre mener, den må undertrykkes, atter andre mener ikke, vi på nogen måde kan gøre noget som helst ved den – men du finder ikke noget sted på kloden en læseplan eller et dogme, der har som sit erklærede mål at fremme grådigheden. Alle mennesker i denne verden ved, at grådighed ikke er en del af fuldkommenheden.

Der kan være uenighed om midlerne, men der er aldrig uenighed om målet. Vi ved alle sammen, hvordan det perfekte ser ud. Vi ved det fra vores eget indre. Vi kender det fra os selv.

Derfor er det muligt for os at udpege det ufuldkomne. Vi har en målestok. Vi ved, hvad det fuldkomne er. Og vi ved det endda indefra, vi bærer det fuldkomne med os. Og kunne vi så blot nøjes med at udpege det ufuldkomne, ville det stadig være muligt at slappe af uden at dømme sig selv til et liv i slidsom stræben. Men vi nøjes ikke med dét - vi fordømmer jo netop den del af os for at være det, den er, nemlig ufuldkommen. Det må den ikke være. Den skal ændre sig. Den skal blive fuldkommen. Og vil den ikke dét, skal den forsvinde.

De to dele af os kan ikke bare få lov til at leve fredeligt sammen. Nej, som stræbere har vi valgt side. Vi ønsker kun det fuldkomne. Det andet vil vi af med. At opløse vores personlighed i perfektion er dermed blevet dagsordenen for vores liv.

Men er det virkelig det, vi vil? Det fuldkomne er jo upersonligt, forudsigeligt, grænsende til det kedsommelige? Hvad med vores personlige bidrag, vores eneståendehed, vores unikke fremtoning - er den bare helt ligegyldig og noget, vi skal se at komme af med, så vi aldrig mere kan opføre os tåbeligt?

At vokse ned til sig selv

Lad os gå tilbage til kærlighedshistorien - de to elskende, som i starten af filmen slet ikke ved, at de elsker hinanden. Det forunderlige er jo, at vi alle kunne se, at de elskede hinanden fra begyndelsen. Kærligheden var der allerede. "Hvorfor kan de ikke se det?" tænker vi oprømt i sofaen eller i biografmørket. "Hvordan kan de være så blinde?" Og svaret er selvfølgelig så indlysende, at vi straks minder os selv om det: For så ville der ikke komme nogen film ud af det. Hele filmen får jo sin handling, sit liv, sin originalitet, sin hele eksistensberettigelse, i kraft af alle de tåbeligheder og fejl, som hovedpersonerne skal igennem, før de omsider får hinanden.

Hvad nu, hvis det er det samme med selve livet? Hvad nu, hvis vi alle er fuldkomne allerede, hvad nu hvis kærligheden er der allerede, og hvad nu, hvis dette var så indlysende banalt, at man blev nødt til at finde på nogle mærkværdigheder for at få en handling ud af det?

Hvad nu, hvis publikum sidder og venter spændt på, at vi skal gøre noget dumt?

Hvad nu, hvis det tåbelige er selve meningen med det hele?

Det fuldkomne er i dig, men helt ærligt, så er det jo gennemsyret af tåbelighed. Indrøm det. Det er et helvedes bøvl at få dig selv til at opføre dig ordentligt.

Tænk, hvor meget nemmere det ville være, hvis du skulle lære dig selv at blive tåbelig. Tænk nu, hvis du rent faktisk befinder dig i første scene af en kærlighedsfilm og gør dit bedste for at være helt igennem kærlig, helt igennem pæn, helt igennem ordentlig. Og intet sker. Publikum er ved at gabe kæberne af led. I stedet for at begynde at opføre dig tåbeligt, som man skal, står du bare og kigger dig forvirret omkring efter en instruktør.

"Hvorfor er jeg her?" spørger du. "Hvad skal jeg?"

Og så er du allerede i gang med at sige noget dumt – publikum bryder ud i en høj latter.

"Du skal elske hende dér, der står ved siden af dig," lyder det i megafonen.

"Skal jeg det? Kan jeg det? Elsker hun mig? Det kan jeg da ikke bare!"

Og publikum er allerede flade af grin. Det her er en god film. Et fuldkomment menneske, der fra første øjeblik ikke aner, at han er det, og straks begynder at opføre sig tåbeligt. Det er helt perfekt.

Men hvis nu den stakkels mand, som selvfølgelig ikke minder om mig eller dig, ikke så meget, i hvert fald, hvis nu han virkelig ikke aner, at han er fuldkommen - så er det jo ufrivilligt komisk. Og så er det pludselig ikke særlig morsomt. Så er han virkeligt forvirret, så føler han sig virkeligt magtesløs, så føler han helt reelt, at der må være sket en fejl. Så går han i panik.

Og det skulle ellers have været en kærlighedshistorie.

Pointen er ikke, at vores stræben er nytteløs. Din stræben er en del af den skaben, der er selve meningen med at være menneske, og den er en del af dit enestående bidrag til den mangfoldighed, som er livets store mulighed. Det, jeg gerne vil henlede opmærksomheden på, er følelsen af tvang. Som stræber føler du en tvingende længsel efter at nå i mål, du føler dig pisket til at arbejde for et gennembrud, du føler dig forpligtet, du føler dig nødt til, du føler dig tvunget til det ene og til det andet utallige gange om dagen.

Det kan ikke være meningen i et frit land. Det er ikke tilfredsstillende. Det er bare ikke godt nok med al den tvang.

Men du kan ikke ændre det ved at tage dig sammen eller reparere det. Det ændres kun ved, at du bruger din frihed til at vælge. Denne gang er det blot ikke to forskellige slankeminariner, du skal vælge imellem. Det er det fuldkomne og det ufuldkomne.

Du rummer det fuldkomne. Og du rummer det ufuldkomne. Hvordan vil du tackle den situation? Dit svar er afgørende. Skal de have lov at være der begge to? Eller skal den ene vinde over den anden?

Du tror måske ikke, du har et valg. Men så er det fordi, du ikke har brugt det. Man kan jo også nemt glemme, at man har en cykel, hvis den bare står nede i cykelkælderen i flere år.

Som stræber har du valgt side, du ønsker kun det fuldkomne og vil af med det ufuldkomne. På den måde har du placeret det fuldkomne over dig, mens du selv er nedenunder, tvunget til at leve op til det. Du har ikke tænkt, at det kunne være anderledes.

Det er der mange andre, der heller ikke har. Nogen har ligefrem kaldt det fuldkomne for et "Over-Jeg", som om det var en indretning, der for altid var dømt til at sidde oven på dit hoved som en grim hat.

Men du besidder rent faktisk en fri vilje. Du har det hele i dig – og du kan til hver en tid beslutte, hvad du vil identificere dig med. Du kan vælge, hvordan du vil forholde dig til det fuldkomne, og hvordan du vil forholde dig til det ufuldkomne. Det er denne beslutning, der er fri. Som stræber kan du beslutte, at det ufuldkomne har ret til at være der, såvel som det fuldkomne. Du kan endda beslutte, at det ufuldkomne er interessant. Du kan ligefrem beslutte, at det er godt at udtrykke det, ja, at det er selve idéen med, at vi er her – og du kan opleve, at du på den måde bliver mere og mere enestående, mere og mere dig selv, og at det er som at komme hjem. Du kan vælge at leve ned til dig selv i stedet for op til det fuldkomne. Du kan vælge, hvilke stemmer i dig selv, du vil følge. Du kan vælge, hvad du ønsker at tro på. Du kan vælge, hvad du vil give din støtte.

Mangfoldigheden fremkommer i kraft af forskellighed, ikke i kraft af fuldkommenhed. Det særlige enestående, der er dig, kan kun komme frem ved hjælp af din ufuldkommenhed. Og det er jo egentlig ganske logisk. Hvis Gud havde ønsket det fuldkomne, ville han ikke have skabt os, for det kan han udmærket klare selv.

Nogen prøver at fortrænge det fuldkomnes stemme. Men som stræbere har vi erklæret krig mod det ufuldkomne. Den, der i forvejen er fuldkommen, og som ikke ønsker, at noget ufuldkomment skal være til stede, er tvunget til at bruge sit liv på at udbedre fejl for at kunne blive til det, han er bestemt til at være. Som stræber har du udbedret, som om fanden var i hælene på dig - ved at leve op til, ved at reparere, ved at tage dig sammen, ved at få dårlig samvittighed, ved at fokusere på målet og lukke alt andet ude, ved at gøre dit bedste for at smile til onkel Niels, mens du skummede indvendig, ved at forfølge et ideal, ved at omdirigere dine tanker og prøve at forvandle dig til noget andet, ved at blive dygtigere og dygtigere og dygtigere og dygtigere.

Og nu tilspørger jeg dig: Hvordan synes du selv, det går? Er du god til at nyde udsigten undervejs, som din fuldkomne viden fortæller dig er det gode livs kendetegn – eller ligner det en frustrerende gentagelse, et tivolitog, der kører rundt på den samme bane?

Nej, det er selvfølgelig ikke noget fredeligt tivolitog. Så ville alt jo være godt. Men alt er ikke godt. Når man stræber, er man forfærdelig utryg, og alligevel er man hele tiden nødt til at tage sig sammen til et eller andet. Der er et stadigt pres, som gør det nærmest umuligt at få fred, og som driver en til de mest besynderlige ting. Sandheden er, at det meste af det kaos, vi ser i verden, ikke skyldes døgenigte og dovne hunde. Det skyldes alle os, der straks smøgede ærmerne op og gik i gang med at stræbe derudaf for fulde gardiner, propfyldt med utryghed og længsel og mindreværd og en fast beslutning om at vise verden noget ganske andet.

"Har du noget, du skal bevise?" går vi rundt og siger let nedladende til hinanden. For vores fuldkomne viden fortæller os, at hvis man er fuldkommen, så har man ikke noget, man skal bevise. Og den viden kan man jo altid tørre af på nogle andre, så de kan se, at man har gennemskuet dem - og begynde at skamme sig behørigt.

Men den ihærdige stræber behøver ikke andre til at slå sig oven i hovedet, han kan udmærket skamme sig selv. "Åh nej, nu har jeg opført mig som en, der skulle bevise noget – det var derfor, det gik galt. Jeg må have det repareret i en fart. Hvordan opfører man sig som en, der ikke skal bevise noget? Det må da kunne læres..."

Men det kan det ikke. Uanset hvor meget viljestyrke og færdighedstræning, man investerer i foretagendet, så kan det ikke læres. Ikke så længe, man har noget, man skal bevise. Så enkelt er det.

Dette essay er til stræbere, og især tilegnet de stræbere, der er ved at være trætte af det og er begyndt at gennemskue, at der er noget, der ikke stemmer. For man har virkelig gjort sit bedste, og man er stadig ikke særlig tilfreds. Faktisk er man ind imellem gnaven og småknotten, en pest for sine omgivelser, nødt til at tage sig af alt for meget, overbelastet og til tider dybt ensom uden at kunne finde ud af hvorfor. Man føler sig tåbelig. Præcis som før, man begyndte at stræbe. Og det var ellers netop det, man havde regnet med at blive fri for at føle sig.

Man har stræbt og stræbt, og så bliver man snydt. Det er, hvad man bliver. Sådan er det at stræbe. Det bliver ved i det uendelige. Der må flere huse til, flere smukke koner, flere penge – ligesom der vil blive ved med at være nye ubehagelige følelser, der står i vejen for lykken, flere begrænsninger, der skal ryddes af vejen – og det kunne alt sammen være en spændende opdagelsesrejse. Men det er det ikke, for du føler dig tvunget til det, fordi det bare ikke er godt nok, og derfor skal det væk. Og hver gang noget udpeget ufuldkomment, noget ikke-godt-nok dukker op, spørger du ikke: "Hvad mon det skal gøre godt for?", men i stedet "Hvordan slipper jeg af med det?"

Og således bliver du dygtigere og dygtigere og dygtigere, mens du retter fejl efter fejl efter fejl, og det er alt sammen meget udmattende indtil den dag, hvor du ændrer den antagelse, som du begyndte med, og i stedet siger til dig selv:

Jeg føler mig tåbelig. Herligt. Det er jo netop derfor, jeg er her. Det er selve meningen med livet at opføre sig tåbeligt. Så slap dog af. Drop det. Jeg er allerede fuldkommen, og jeg har hele tiden været det, det er slet ikke nogen nyhed, det er slet ikke så utrolig interessant. Min ufuldkommenhed er interessant. Det er den, der gør mig enestående. Nu tager vi lige det hele dérfra, og så ser vi, om ikke det går meget bedre på den måde. Alt er godt. Alt er såre godt. Og især er jeg.