På den måde ender gode råd og opskrifter på et bedre liv ofte som kanonføde for vores aldrig sovende indre kritiker. Hvorfor er det så svært?

Hvis vi bruger det holistiske livssyn, kan vi se, at problemerne starter allerede i det øjeblik, vi tager os sammen og sætter stålsat viljestyrke ind – som vi er opdraget til. Det er et signal om, at vi bekæmper os selv, og at andre sider af os – som vi har besluttet ikke at lytte til - trækker i en anden retning. Med andre ord - vi vælger side:

"Jeg satser på den side af mig, der længes efter at blive slank, og jeg lytter ikke til mit behov for at blive trøstet." Eller: "Jeg bruger alle mine kræfter på at få succes, og jeg vil ikke have noget at gøre med den side af mig, som er bange for forandringer."

Mange af de mål, vi sætter os, stammer fra en indre konflikt og skaber en permanent stresstilstand, fordi vi ikke løser selve konflikten. Ved at sætte et mål udskyder vi afslapningen til engang i fremtiden – til den dag, vi har fundet en kæreste, har fået den ideelle figur, er blevet rige og berømte eller er gået på pension.

Bag stort set alle mål ligger drømmen om at få lov til at slappe af. At kunne leve problemfrit og realisere det, vi gerne vil, ganske uanstrengt. En konfliktløs tilstand, som vi tilsyneladende kun kan drømme om, for vores personlighed, med alle dens forskellige sider, er hele tiden i konflikt med sig selv.

Det paradoksale er, at vi tror, at den bedste og eneste måde at nå denne tilstand af fuldstændig afslappelse på, er ved at anstrenge os voldsomt. Og det gør vi så. Altså det modsatte af det, vi vil.

Der er selvfølgelig en grund til, at vi opfører os så paradoksalt. Vi kan ikke overskue os selv. Vi rummer langt flere ressourcer, end vi er klar over, men det betyder også, at vi ikke er i stand til at tilgodese alle vores sider på én gang.

Når vi sidder afslappet og mageligt, kan vi slippe kontrollen. Altså den kontrol, vi udøver i vores normalbevidsthed, hvor vi ikke er i stand til at overskue os selv. Det er derfor, denne kontrol er værd at give slip på.

Ikke fordi vi skal lære at lalle hæmningsløst omkring, men fordi vi giver plads for en større og mere fornuftig kontrol. Den får plads, fordi vi ikke behøver forsvare visse sider af os selv og forkaste andre. Vi holder op med at dømme og præstere, vi kan løsne grebet og lade os falde.

Dér kan vi lande i skabelsens mirakel. Det er det mirakel, der ligger neden under kontrollen og giver livet mening. Naturens formskabende kræfter. Hernede finder vi den kreative, koordinerende intelligens.

* Se på biernes dans. De danser, når lagrene skal fyldes med honning, og dansen får andre bier til at flyve ud og hente det. Når lagrene er mere fyldt, fortsætter nogle af bierne deres dans, mens andre holder op. Ingen organiserer det. Det sker bare. Hver enkelt bi blandt 10.000 andre afstemmer sin adfærd med helhedens behov.

* Se på en myretue og tænk på, at ingen af de myrer, der har bygget den, har forstand på arkitektur. Og dog er tuen der. Hvordan har myrerne samlet sig om at bygge en tue, som for den enkelte myre er umulig at overskue?

* Se på dine drømme. Måske er de sat sammen af dagsrester og krimskrams, men hvem sætter disse billeder sammen til en fortælling? Ikke dig, for du sover. Drømme bliver skabt i os, uden nogen indsats fra vores side.

Neden under kampen, når du giver slip på alle konflikter, ser du den kreative intelligens udfolde sig uforstyrret. Den fortæller sine historier ud fra sin viden om helheden, den organiserer, sætter mål og koordinerer de enkelte dele, så de støtter hinanden.

Så al denne anstrengelse – hvor hører den egentlig hjemme? Sandheden er: Den hører ingen steder hjemme. Disse øjeblikke, hvor vi bider tænderne sammen, er hjemløse. Det er derfor, de er så anstrengende.

Lige siden Aristoteles har vi nemlig fået at vide, at vi ikke har del i naturens mirakel. At det, der har skabt os, er os underlegent og ikke kan hjælpe os på vores vej mod et bedre liv. At vi må klare os selv, under os er der kun tomhed, et sort hul, der byder os at bide tænderne sammen for ikke at styrte.

Vi har gjort vores bedste for at forme et tillidsfuldt livssyn, men chokket sidder stadig i kroppen, der aldrig er kommet sig over at være blevet afskåret fra sit udspring. Den anstrenger sig, selv om anstrengelse ikke er nødvendig, og den gør det sikkert lige nu, mens du sidder og læser.

Er der en muskel, der er spændt et sted? En skulder, parat til at afværge et angreb, et hævet øjenbryn, der kæmper for at forstå, en spænding i knæet, der opfordrer dig til at flygte?

Så kan du slappe af nu. Læg mærke til, at så snart du bliver klar over, at du spænder - så slapper du af. For du ved intuitivt, at denne opspænding ikke er naturlig og kun vil dræne dig for energi. Hvis du slapper af, kan du fortsætte dine gøremål i længere tid og have større overskud til forståelse og refleksion.

Sådan er naturens formskabende intelligens så berigende og vitaliserende. Når du hviler i dig selv, er det den, du hviler i.

Og sådan skal et mål være. Føles det anstrengende, så giv slip på det. Hvis du må kæmpe for et mål, kan du være sikker på, at det blot er dig selv, du kæmper imod - de sider af dig, som ikke fik plads i din målsætning.

Deraf kommer anstrengelsen, for også de sider af dig ønsker at bidrage til helheden. Deres længsel udspringer af din naturlige grokraft, og jo mere, du må anstrenge dig for at holde dem nede, des mere vidner det om den enorme energi, du har til rådighed, og som du kan frigøre ved at holde op med at kæmpe.

Når du næste gang føler dig splittet, så vælg at tro på det, du tror på: holismen, helheden. I stedet for at tage dig sammen, så slap af. Tro på, at også du har kontakt til naturens koordinerende intelligens - den formskabende kraft, som kan overskue hele billedet.

Tro på, at der findes andre måder end dén at tage parti for den ene eller anden side af dig. Når du holder op med at kæmpe mod dig selv, er du i stand til at skabe netop det mål, som vil helbrede splittelsen her og nu. For du har til hver en tid adgang til mirakler.

Se blot på din hånd. Hvor mange sår har den haft igennem livet? Og hvor er de blevet af? Har du selv helet dem? Nej, selvfølgelig ikke. Tænk, hvis vi selv skulle sende de rigtige informationer til de rigtige celler og fortælle, hvor de skulle drage hen, og hvad de skulle gøre for at forhindre infektion og genskabe hudlaget.

End ikke verdens dygtigste læge ville være i stand til at hele et sår. Og alligevel heler sår. Uden skabelsens mirakler ville vi mennesker være fortabt.

Men de sker heldigvis hele tiden. Bier danser, myretuer opstår, sår heler, og drømme fortælles i dit indre. Der er ingen grund til bekymring. Du vil få helet din splittelse, skønt du ikke aner, hvordan du skal gøre det.

Din mission er - ligesom myrernes tue og biernes dans - et arkitektonisk mesterværk, formet af de gaver, du har med dig, og af det, du skal lære. Et mesterværk med snirklede rum og høje tårne, med gangbroer og åbne pladser, konstrueret til at imødekomme alle dine behov. Det, der har skabt dig, kan forene det hele og vil føre dig til heling, før eller senere.

Og hvorfor så ikke hellere før end senere? Når du har opdaget splittelsen, kan du lade dig hele af din kreative intelligens, dit højere Selv, eller hvad du ønsker at kalde det. Jo mere, du slapper af, des hurtigere vil det ske.

Du vil opleve, at konflikten kan forsvinde, og at der bag den findes en vitaliserende energi, som giver mening. Helingen er begyndt.

-------------------------------------------------------

De sider af dig selv, du kæmper imod, ønsker også at bidrage til helheden. De vidner om den enorme energi, du har til rådighed.