Det kræver en bevidsthed om, at præmisserne ikke kan overlades til de etablerede forskere alene. De principper, vi arbejder ud fra, er ukendte for disse forskere, og det er kun holister, der kan sørge for, at disse principper bliver overholdt. Men alt for ofte bliver forskningen baseret på, at de traditionelle videnskabelige metoder skal bestemme forsøgsopstillinger og konklusioner, mens den alternative behandler blot skal udføre sin behandling. Det er ikke godt nok. De alternative må insistere på, at de holistiske principper overholdes, hvis resultaterne af denne forskning skal føre nogen vegne. Vi må være i stand til i samarbejdsaftalerne at gå ind som en ligeværdig part, også når det gælder det videnskabelige grundlag. Der er flere vigtige grunde til dette.

1. Holisme er et videnskabsteoretisk princip, der kan formuleres og anvendes, uanset hvilke særlige evner eller hvilken livsopfattelse man i øvrigt har. Princippet kan defineres som den antagelse, at del og helhed er uløseligt forbundet - og det kan uddybes med: ændrer man på en del i helheden, påvirkes alle andre dele også. Det svarer til ord i en sætning. Ordene og den sætning, de danner, udgør en helhed, der mister sin betydning i det øjeblik, man skiller den ad. Skal man forstå et ords præcise betydning, må man forstå den samlede sætning. Men for at forstå den samlede sætning, må man kunne forstå hvert ords betydning. Utroligt, at det lader sig gøre, men vi lærte rent faktisk også at læse, og princippet lader sig definere. Det holistiske er således ikke noget fjernt eller mystisk, men noget, der er højst levende i vores hverdag, og som vi snarere tager så meget som en selvfølge, at vi overser det. Tilsvarende er der masser af naturfænomener, som f.eks. biernes dans, der fremviser samme ikke-fysiske interaktion mellem delene - den traditionelle videnskab har blot ingen forklaringsmodel til dem. Det har holismen.

2. Det holistiske princip dikterer en anden metode end den traditionelle til undersøgelse og forståelse af naturen. Skal man i henhold til ovenstående forstå en enkelt del, kan det ikke gøres ved at isolere den fra sin sammenhæng, således som det er princippet i den traditionelle videnskab. Det er vigtigt, at vi som holistiske behandlere er bekendt med dette og i stand til at skelne imellem, hvornår der undersøges ud fra holistiske metoder og hvornår der anvendes traditionelle videnskabelige metoder - som jo altså ikke lever op til de holistiske præmisser. Vi må være bevidst om, at det, der i dag kaldes videnskab, ikke er hele sandheden om videnskabelighed, og at holismen gør de nuværende definitioner på videnskabelighed utilstrækkelige. Der findes ikke “videnskab” på den ene side og “alternativ behandling” på den anden side. Der findes to forskellige opfattelser af, hvad der er videnskabelighed. Et samarbejde med traditionel videnskab må tage højde for dette, så det ikke er den traditionelle “videnskabsmand”, der får patent på at definere præmisserne for undersøgelse.

3. Ved at formulere, udbrede og bevidstgøre det teoretiske grundlag for holismen opnår man det, som i sidste ende vil være til alles fordel: den traditionelle videnskab vil blive relativeret, så den fremstår som det, den er: brugbar, men begrænset. At isolere delen fra helheden vil f.eks. give en vis forståelse af denne del, men langt fra den fulde forståelse - bl.a. bliver det ikke muligt at forstå dens funktion i den aktuelle helhed. Et af problemerne i dag er, at disse begrænsninger i traditionel videnskab ikke er tilstrækkeligt bevidste i hverken den ene eller den anden lejr. Tag f.eks. selve ordet “naturvidenskab”, som afspejler den traditionelle videnskabs selvopfattelse som værende altomfattende: det er simpelthen “studiet af naturen”. I henhold til ovenstående findes der ikke desto mindre to forskellige måder at studere naturen på, hvor den holistiske tilgang er den ene - og hvis den anden tilgang skal have en betegnelse, der giver teoretisk mening, kunne det så ganske passende være “meristisk” videnskab. Mens holos er det græske ord for “helhed”, har vi tilsvarende et græsk ord for “del”, som er meros. Der vil derfor være teoretisk begrundelse for at kalde den traditionelle videnskab for “meristisk”, ikke alene pga. princippet om at isolere delen for at forstå den, men også ud fra selve den grundlæggende overbevisning om, at dele IKKE er forbundet, men kun kan interagere gennem et mekanisk årsag-virkning-princip. Tilsvarende dikterer den meristiske tilgang, at mennesker er basalt ensomme, uden anden forbindelse med hinanden end den fysiske, idet vi er resultatet af fysisk-kemiske processer. Mennesket ses derfor også som et produkt, ikke som noget kreativt med egenvilje. Tilsvarende har vi diskussionen om, hvorvidt mennesket er “et produkt af arv eller af miljø”, men det er en diskussion, der foregår udelukkende på et meristisk grundlag, hvor ingen spørger, om vi er andet og mere end blot produkter, for det er vi pr. definition ikke. Det er et princip, som giver meristerne store problemer med at forklare bl.a. det kreatives tilstedeværelse i verden - det faktum, at sammenhængende enheder kan opstå uden påviselig årsag, som f.eks. Beethovens 5. symfoni, flagellatens propelhale og nattens drømme.

4. Den holistiske tilgang har en historie og en teoretisk tradition - vi er som holister på ingen måde hjemløse, der er masser af velgennemtænkt teori på området. Her vil jeg blot nævne tre eksempler fra hhv. fysikken, sansningen og filosofien: David Bohms “Helhed og den indfoldede orden”, Goethes farvelære og danskeren K.E. Løgstrup.  På forskellig måde har de alle opdaget det uundgåelige samspil mellem del og helhed og sat sig for at beskrive det. Man kan måske dårligt bebrejde den etablerede videnskab, at de vælger at ignorere disse og en masse andre kompetente forskere, hvis udredninger uvægerligt erklærer det nuværende videnskabsgrundlag for utilstrækkeligt, men man kunne måske bebrejde os, der er holister, hvis vi gør det samme. Med en bevidsthed om den tradition, vi har med os, vil vi ikke uden videre godtage, at vores tilgang til verden og vores behandlinger “savner ethvert teoretisk grundlag” - for det er ganske enkelt ikke sandt.

Alt for meget samarbejde mellem de alternative og den traditionelle videnskab foregår på den traditionelle videnskabs præmisser, dvs. de meristiske præmisser - med Bobby Zachariaes undersøgelse af healings indvirkning på kræftceller som et af de seneste skrækeksempler.1) Det vigtige her er at forstå, at de pseudoresultater, der på den måde produceres, ikke skyldes hverken tilfældigt sjusk eller ond vilje. Zachariae er kendt som en både progressiv og højt kvalificeret forsker inden for sit område. Men hans uddannelse lærer ham ikke at se, hvad der for et holistisk blik er indlysende. Der er tale om begrænsninger, som er indbygget i den traditionelle videnskab, men usynlige for dem selv, og derfor vil sådanne fejl opstå igen og igen, indtil de alternative tager ansvar for, at det holder op.

Hvis et sådant samarbejde skal have en frugtbar fremtid, må også de alternative være bevidste om deres teoretiske grundlag og lære at skelne mellem deres og de andres principper. Ikke mindst er det nødvendigt, hvis samarbejdet skal blive frugtbart for den traditionelle videnskab. For den er begrænset, og den har brug for at blive beriget af holismen. Vi har vitterligt en gave at give i form af en øget forståelse af verden, men det er ikke underligt, hvis den meristiske videnskab ikke kan se det, når vi i misforstået beskedenhed bliver ved med at holde den skjult omme på ryggen og lader de andre om at definere, hvad der er videnskab - og dermed hvordan verden hænger sammen.

Jens-Ole Paulin
2008

Note:

1) I dette forsøg blev kræftcellerne fjernet fra kroppen – isoleret, som den traditionelle videnskab foreskriver – og lagt ned i et kar, hvorefter der blev healet på dem uden effekt. Healings mulighed for at indvirke på sygdommen gennem påvirkning af helheden, f.eks. ved at aktivere kroppens immunforsvar, blev dermed udelukket på forhånd. Denne begrænsning blev ikke erkendt i konklusionen, hvor det blot hed, at ”healing har ingen virkning på kræft”.