
|
Et værelse med udsigt, tak!
- drømme om det sted, du bor -
side 3
af Jens-Ole Paulin
Du drømmer, at du er på
en herregård. Du vil ind i biblioteket og hygge dig med en god bog, men
her er alt for mange mennesker. Hoveddøren står åben, der er isnende
koldt, folk løber ud og ind, og nogen holder fest oppe på førstesalen med
larm og musik. Du flygter ud i køkkenet, hvor en lille dreng tager et
akvarium ud af fryseren og siger: ”Du kan få en fisk!” Du vågner og
spørger dig selv: Er jeg egentlig herre i mit eget hus?
Så står du op og gør
noget ved det. Du siger nej til en del for at få mere tid til dig selv, du
uddelegerer ansvar, du minder dig selv om, at du ikke skal løse hele
verdens problemer, og du sørger for at finde nogen, der kan byde på varme
og omsorg, så du kan få følelserne tøet ordentligt op og føle dig tryg
igen.
Der går nogle måneder.
Så drømmer du om et lille husmandssted med blomster i vinduerne. Du går
ind og ser, at der er masser af lys, store vinduer med gardiner, som du
selv kan trække til og fra, som du har lyst til. Ja, det er jo ikke så
stort som før, tænker du. Men det passer mig meget bedre. Og det er mit.
Fortsæt rundrejsen..
Læs mere om huset som drømmesymbol.
|
|