
|
OG SÅ EN RASK DUKKERT!
Drømme om vand - side 2
af Jens-Ole Paulin
En brusende bjergflod
Du har gjort et godt stykke arbejde, og nu synes du, at du
fortjener en daseferie ved vandet. En pool at slappe af ved, og en strand,
hvor man kan slentre ned og få en dukkert, når man gider. Men om natten
drømmer du, at der er helt anderledes gang i sagerne. Du suser ned ad en
brusende bjergflod på et surfbræt. Du zig-zagger mellem klipperne, der
stikker op af vandet og passerer en kæmpende gummibåd med alt for mange
mennesker i…
Drømme kan
fortælle os om evner og talenter, om ting vi er gode til. Her er du god til
at ’følge med strømmen’, god til at håndtere de forviklinger, der måtte
dukke op undervejs og styre uden om dem, og det placerer dig i
overhalingsbanen, hvor du virkelig fremstår som en succes…
Flodbølge i badeværelset
Et vandfald nærmer sig, floden forsvinder under dig, du svæver elegant
gennem luften på dit surfbræt og lander i hotellets badeværelse. Det
selvsamme badeværelse, hvor du samme dag har klaget over, at der ikke kom
noget vand ud af bruseren. Men her i drømmen ser det nydeligt ud. Du går hen
og åbner for hanen. Intet sker. Er bruseren tilkalket? Du drejer mere op for
hanen. Pludselig vælter en flodbølge ud gennem brusehovedet. Du svømmer
rundt nede under vandet og prøver at nå hen til døren. Men din ekskone
kommer ud fra håndklædeskabet og svømmer hen foran den, så du ikke kan komme
ud…
Ude i naturen
løber floderne, de har at gøre med vores måde at navigere i verden på, danne
netværk, forbinde os med andre. Men i badeværelset har vi privatlivet. I
forhold til dine nærmeste er det sværere at finde balancen, siger drømmen.
Næste side: Bad og bølger...
|
|